3. april 2025| Behind the Scenes

Nodebutikken flytter til Kongensgade i Esbjerg

Snart rykker vi ned i Kongensgade 110 - den ende af byens gågade som ofte betegnes som den døde ende, men Esbjerg Kommune har store planer for området og forhåbentligt kan vi på både kort og langt sigt være med til at få endnu mere liv i den ende af byen.

Jeg har været i arkiverne og fået tjekket op på den lokale byhistorie. 🤓

I 1976 anlagde man Esbjergs første gågade på stykket fra Stormgade til Strandbygade og gav det navnet Strandbystrøget.


(Fotografi af planche opsat i Kongensgade)

I 1980 skiftede Strandbystrøget navn til det nuværende Kongensgade i takt med at resten af Kongensgade i etaper blev omdannet til gågade.

På samme grund som vi nu indretter til musikbutik, lå indtil 1980 Hotel Spangsberg (opført som Esbjerg Teater i 1896 efter arkitekt C. H. Clausens tegninger). En fantastisk smuk bygning der blandt andet indeholdt Esbjerg Teater med biografen Phønix Bio samt Rio Bravo, der var en populær beværtning med western-tema.

På strækningen fandtes desuden forretninger som Herreekviperingshandler Chr. Albrechtsen, Strandby Bodega, Vestjydsk Hobby, Restaurant Appel, Lampeforhandler Kurt Pedersen, Thygesen Kaffe, Rio Sko og mange flere.


(Fotografi af planche opsat i Kongensgade)

Det synes at området omkring Hotel Spangsbjerg var et samlingspunkt i byen og efter nedrivningen i 1980 blev den del af Kongensgade aldrig helt den samme igen. Handelslivet ændrede sig markant i de kommende årtier med etablering af City-centeret, Sædding-centeret, Gjesing-området samt senest Shoppingcenter Broen.

I dag er komplekset navngivet Spangsberghus og bygningerne huser Vinspecialisten, Neptun Apotek og snart også musik- og nodebutikken Aarhus Musik – noder.dk.

Spangsberghus Esbjerg